Forældresamarbejde
Forældresamarbejde – Samarbejde, bestyrelse og kontaktforældre.
Samarbejdet mellem institution og forældre er vigtigt for barnets trivsel og udvikling, og derfor er det afgørende med en åben og tillidsfuld dialog.
Den viden, forældre har om deres barn, er vigtig for vores pædagogiske arbejde med at skabe en tryg og god hverdag, hvor omsorg, nærvær og tillid er de bærende elementer.
Glade og trygge børn lærer bedst, og da vi altid har børnenes udvikling og læring for øje, er det vigtigt, at alle børn trives godt i hverdagen.
Klyngebestyrelsen og kontaktforældregruppen involveres i udarbejdelsen af institutionens pædagogiske læreplan og får indblik i institutionsrapporter fra blandt andet KIDS, sprogvurderinger, dialogprofiler m.m.
Sådan samarbejder vi med forældrene
I Børnehuset Havtornen ønsker vi at etablere gode relationer til forældrene og arbejder for at skabe engagement gennem involvering i forskellige aktiviteter – f.eks. i LAHOPL-projektforløb, ved sociale arrangementer, forældrekaffe, plantedag m.v.
Derudover afholder pædagogerne årlige samtaler med forældrene, hvor barnets trivsel, udvikling, læring og sociale kompetencer drøftes med afsæt i observationer fra hverdagen samt data fra blandt andet sprogscreening, sprogtrappe og samspilsprofil m.v.
Det er vigtigt for os, at både børn og forældre er trygge i samarbejdet, og derfor er vi særligt optagede af at sikre gennemsigtighed og åbenhed, så forældrene er velinformerede om, hvad der er i fokus i det pædagogiske arbejde – både i forhold til eget barn og i forhold til fællesskabet.
Forældrebestyrelsen sammensættes af 11 forældrerepræsentanter fra klyngens institutioner, som vælges blandt alle forældre. Valget afholdes i 2. kvartal, og medlemmerne vælges for 2 år ad gangen.
Klyngelederen fungerer som sekretær for forældrebestyrelsen. Forældrebestyrelsen mødes 4 gange årligt, hvor der blandt andet udarbejdes høringssvar til f.eks. budget, nye politikker og ny organisering. Derudover arbejder bestyrelsen også med klyngens egne principper og er optaget af, at de skal skabe værdi for det pædagogiske personale og børnene.
Kontaktforældregruppen
Alle dagtilbud i klyngen har deres egen kontaktforældregruppe, som mødes 4–6 gange årligt. Der er ingen formel øvre grænse for, hvor mange medlemmer der kan være i kontaktforældregruppen. Som forælder har man desuden mulighed for at tilkendegive, at man gerne vil være ekstra hjælp i forbindelse med sociale arrangementer.
Kontaktforældregruppen har ingen beslutningskompetence, og man deltager, hvis man som forælder har tid og lyst. Gruppens opgaver vedrører pædagogiske aktiviteter og børnerelaterede spørgsmål, som alene relaterer sig til aktiviteter i den enkelte afdeling – f.eks. medhjælp/medarrangør ved forældrearrangementer som sommerfest og julefest, medhjælp/medarrangør ved temaaftener eller etablering af legegrupper.
Derudover orienterer kontaktforældregruppen om, hvad der er i fokus og arbejdes med i forældrebestyrelsen. Kontaktforældregruppen kan desuden bringe temaer op til drøftelse og eventuel beslutning i forældrebestyrelsen.
Det forventes, at man som forælder i Børnehuset Havtornen er optaget af og nysgerrig på det, der foregår i institutionen, og at man deltager i forældremøderne. Det er her, personalet fortæller mere dybdegående om deres pædagogiske arbejde samt om de aktiviteter, der foregår på de enkelte stuer og i huset som helhed.
Når det skønnes relevant i forhold til det pædagogiske arbejde med børnene, kan forældremødet også indeholde oplæg fra både interne og eksterne samarbejdspartnere.